Skip to content

Moster og Bubber

Jeg er blevet moster.  Det er en titel, jeg har ønsket mig meget længe, især når jeg har set hvor glade mine børn er for deres moster (og hvor kedelig deres mor er i sammenligning). Så bliver man jo lidt misundelig og tænker at det må være verdens bedste rolle. At være overdrevet populær og samtidig kunne nøjes med at være sammen med børnene i passende doser, hvor de ovenikøbet som regel er glade. Og måtte give dem slik og kager, fordi det jo er en ”særlig anledning”. What’s not to like?

Nå, men den lille Alice har været længe undervejs af forskellige årsager, men det gør hende ikke mindre dejlig. For hun er virkelig et fantastisk lille væsen. Og jeg er sikker på at hun bliver endnu mere fantastisk, når hun bliver større. Og jeg håber, at jeg bliver den populære moster Nete. Jeg er i hvert fald klar til at bestikke med slik og kager J

Jeg var med til fødslen og her vil jeg sige at det var entydigt federe at være i mosterrollen end i morrollen. Eneste krav var at man holdt sig vågen og holdt sig lidt væk fra sin søsters ansigt, hvis man lige havde spist vingummi. Og så selvfølgelig noget med at sige at hun var skidedygtig og nok skulle klare det og ”husk nu at trække vejret” og ”jo, babyen skal nok komme ud”. Alt gik fint. Alice fløj ud til sidst, som skudt ud af en kanon, og hun var allerede fra fødslen både smuk og nuttet.

Jeg så i øvrigt en film den anden dag, som fik mig til at tænke på, at det var det tætteste jeg kom på at se en mand med fødselssmerter. Jeg bringer lige nogle citater, så kan man jo dømme selv:

”Er du helt sikker på at jeg ikke dør af det?”

”Jeg ved ikke hvad jeg har lyst til – udover hvis man kunne spole tiden tilbage”

”Jeg kan ikke sidde stille”

”Det er forfærdeligt, min krop er…..det er bare ikke godt, ikke godt”

”Det skulle jeg ikke have gjort det her”

”Man har lyst til at kaste op”

”Hvad fanden skal jeg gøre?”

Og klassikeren:

”Det er sidste gang”

Den omsorgsfulde hjælper sidder ved siden af og siger blidt ”nej” og ”ja” på de rigtige tidspunkter. Han siger også ”du skal prøve at trække vejret en lille smule, min ven”. Og han aer ham endda blidt over lænden. Ganske ømt.

Der er ikke tale om den klassiske film, hvor to mænd får sat apparater på der skal simulere vesmerter. Nej, det er Bubber, der spiser en chili med Chili-Klaus. Jeg beklager min lettere upassende humor, der gør jeg griner højlydt af en mand i problemer, men det er fisme morsomt.

 

Lars Weiss

Vi har Lars Weiss til at stirre ind i vores stue for tiden. For dem der ikke lige skulle have styr på det, så er han socialdemokratisk kandidat til kommunalvalget. Ja, jeg kendte ham heller ikke før, men det gør jeg så nu hvor han hænger på lygtepælen overfor med blikket stift rettet mod vores hus. Han ser da sød ud og alting, men alligevel tror jeg ikke der er nogen i huset der stemmer på ham.

Bertil har også set lidt om kommunalvalget i Ultra Nyt og han ville stemmer på en der har fokus på sundhed, sikkerhed og skole. Med sikkerhed mener han særligt trafiksikkerhed, dvs. cykelstier. Med skole mener han flere voksne i klassen. Jeg ved faktisk ikke helt hvad han mener med sundhed, men jeg antager at det (også) er noget fornuftigt. Og jeg tror sgi jeg giver ham min stemme og stemmer på en der gerne vil have cykelstier og flere voksne i skolen. Og måske noget om sundhed…

Dukker og sværd

En af mine absolutte yndlingsstunder i hverdagen er at se Ultra Nyt med Bertil. Det kommer hver aften og er nyheder målrettet børn mellem 7 og 12 år. Og Bertil nyder det også rigtig meget, han følger koncentreret med og så kan vi tage en lille snak om noget af det mens vi putter ham. Udover at det er hyggeligt, så tror jeg også at det er godt for os alle sammen at se nyheder i børnehøjde engang imellem.

Den anden dag var der et indslag om de famøse BR kataloger og om at ”nogen” synes at det var forkert at lave katalogerne på den måde at nogle drenge legede med dukker og nogle piger med biler. Chefen for BR fik lov at forklare at piger jo også kan lide at lege med sværd. Og så var der et par børn som kiggede i kataloget og fik lov at sige deres mening om sagen. De sagde (og jeg citerer) at ”der er jo ikke noget der er drengelegetøj og noget der er pigelegetøj. Det er kun hvis det er pink eller sådan noget”. Og så er der vist ikke mere at sige om det. Det må fisme være børnene der har mest at sige om den sag. Der er ikke noget legetøj der er specielt for drenge og noget der er specielt for piger. BUM! Og hvis de voksne nu kunne lade være med at producere halvdelen af legetøjet i pinke nuancer og så i øvrigt lade være med at købe gaver efter om det er en dreng eller en pige, men i stedet efter det konkrete barn, så ville børnene måske lege bedre og udvikle sig til bedre mennesker.

kan han alting?

Vi var i teatret i går og se Den mystiske sag om hunden i natten. Det er et stykke om 15-årige Christopher, som har autisme. Kort fortalt, så forsøger han at mysteriet om hvem der har slået hunden Wellington ihjel, hvilket fører til at han opdager andre hemmeligheder af større betydning. Fx at hans mor ikke er død, men ”bare” skredet til London med naboen.

Stykket var god fiktion, men det kom også tæt på, når man nu selv har en dreng med autisme. Christopher var væsentlig hårdere ramt end Bertil, men alligevel var mange af trækkene de samme. Thure Lindhardt spillede fænomenalt godt med rykvise bevægelser, lidt anderledes sprog, vigende øjenkontakt, taleremser og udtryksløst ansigt. Derudover er Christopher i stykket ekstremt berøringsfølsom, hvilket måske er hans største udfordring, og det er heldigvis ikke noget vi har problemer med. Tværtimod er berøring det der skal til for at hjælpe Bertil i mange situationer. Anyways, vi kunne alligevel godt genkende mange af Bertils træk, især på en stresset dag.

Stykket ramte lige ind i hjertet med en masse vigtige ting at tænke over. Man så hvor vigtigt farens rummelighed og tålmodighed var, for at Christopher havde et godt liv. Man så morens frustration over ikke at kunne rumme sin søn, selv om hun virkelig gerne ville. Man så drengens styrker og svagheder og hans egne refleksioner over sin anderledeshed, som var både begavede og realistiske. Man så også de stærke følelser, der skjuler sig bag facaden. Man så den fantastiske specialskolelærer, der forstod drengen og satte pris på ham præcis som han var, skubbede lidt til ham, når han magtede det, støttede ham i hans egne ambitioner. Frem for alt havde hun givet Christopher nogle værktøjer, som det lykkedes ham at finde frem da han var allermest i knibe, fx på banegården hvor han skulle finde toget til London midt i et virvar af lys, lyde og mennesker.

Christopher klarede det! Han løste mysteriet og en masse andre ting. Og til sidst, spørger han sin lærer ”Tror du det betyder, at jeg kan alting?” Hun svarer ikke, men lader spørgsmålet hænge i luften.

Umiddelbart har man jo lyst til at svare ”nej”, fordi knægten jo faktisk var hårdt ramt og ikke kunne føre et almindeligt liv. Men når man så tænker over det logisk, så kunne han jo virkelig meget. Han havde bare brug for de rette værktøjer, den rette støtte (også indimellem fra fremmede), ihærdighed og en god selverkendelse. Med de ting, så tror jeg på, at han kunne nå sine drømme. Altså i historien, eggå. Jeg ved godt at det er fiktion. Men mor, far, lærer og barn spillede sgu så godt at man troede lidt på det.

Stykket går kun til 1. december, og der er ikke mange ledige billetter, men skynd sig at køb en af de sidste, hvis du overhovedet har mulighed for det!

Og pointen: kan han alting? Mit svar hælder stadig til et ja. Også i den virkelige verden.

kreativt fyld i reolen

Og så var det at jeg i min iver efter at tage alt fra mit gamle arbejde (og lidt til) hurtigst muligt ind på mit nye arbejde, kom til at tage en kassette med Anders And blade med. Måske ikke det mest relevante alligevel. Men det fylder selvfølgelig op på reolen.

Spil, tårer og slik

Vi er spilnørder i vores familie. Når de voksne skal hygge, så hiver vi tit et brætspil frem, eller måske Singstars på PS3’en. Derfor er det skønt at børnene nu er blevet så store, at de kan være med til at spille. Bertil har længe kunne spille forskellige spil, men nu kan Solvej også så småt være med, så det kan faktisk lykkes at lokke både børn og voksne væk fra deres skærme og sidde sammen hele familien og spille et spil af og til. I går var det Ludo. Ludo er verdens kedeligste spil. Hvem har dog bestemt at det første spil små børn lærer, er et som tager to timer, hvor man kun er med en fjerdedel af tiden (ens tur) og som giver anledning til massevis af tårer, fordi man bliver slået hjem, lige da man troede at det gik godt? Og ganske rigtigt – første gang Bertil blev slået hjem var den gal. Han er ikke så god til modgang i spil, for at sige det mildt, og det er synd, for det hører jo altså med, når man spiller. Så vi trøster, er forstående, men opfordrer ham til at blive ved alligevel. Men i går fik jeg en særlig god idé, hvis jeg selv skal sige det. Jeg fandt nogle små stykker slik og så fik man et stykke slik hver gang man blev slået hjem. Og det virkede! Sådan lige tilpas. Det var stadig bedst at vinde, men hvis man blev slået hjem var det alligevel ok. Og spillet var faktisk hyggeligt og sjovt, på trods af at det var Ludo. Som Mikkel sagde, så var det det bedste Ludospil han nogensinde har spillet.

telefon- og jobbytte

På mit nye arbejde har jeg fået en mobiltelefon. Den er magen til den jeg havde på det gamle arbejde. Der var private billeder på, men heldigvis havde jeg lige slettet alt data på min gamle telefon, så jeg vidste hvordan man gjorde det. Til gengæld kommer der stadig private sms’er på den. Altså ikke til mig, til hende der havde telefonen før mig. Som stoppede lige før jeg startede. Hun er blevet ansat i Metropol. Måske har hun fået min gamle telefon.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.